Barcelona har ikke skrabet mere end fem point sammen i de seneste seks ligakampe, hvilket har sendt dem langt ned i tabellen. Derfor er der heller ikke råd til at miste point igen, når de skal spille mod Osasuna i eftermiddag kl. 14.00 på Camp Nou.
LÆS OGSÅ: Coutinho-agents ord kan blive dyre for Barcelona
Det har slet ikke fungeret for Barca i La Liga i denne sæson. Det startede ellers godt ud med sejre over Villarreal og Celta, men efterfølgende er det gået den forkerte vej. De tabte blandt andet til både Real Madrid og Atlético Madrid.
Derfor har de kun hentet fem ud af 18 mulige point i de seneste seks kampe. Det har sendt dem ned på en 13. plads i ligaen, hvor de faktisk er kun tre point fra nedrykningsstregen.
Derfor er det vigtigt at få nogle point på kontoen i de kommende kampe. Det er noget, som Koeman også selv er opmærksom på, hvilket han gjorde klart på pressemødet i går.
“Vi har brug for de tre point. Vi skal spille syv kampe inden nytår og fem af dem er på hjemmebane, så det er nu vi skal reagere,” sagde han.
LÆS OGSÅ: Manchester City-profil forventer sommerexit
Der bør selvfølgelig heller ikke herske tvivl om, at pointtab mod Osasuna i dag vil forværre krisen i Barca, mens en overbevisende indsats med tre point til følge, vil resultere i fornyet optimisme.