Harry Kane har haft en flyvende start hos Bayern München i Bundesligaen.

Her er han allerede historisk.

Trods de mange successer har han endnu ikke fundet et hjem i Tyskland.

Kane, der har scoret 15 mål i sine første ti Bundesliga-kampe, bor i øjeblikket på det femstjernede Vier Jahreszeiten Kempinski i München, der er et af byens dyreste hoteller.

Bayern München har sørget for, at Kane og hans hustru, Katie, kan nyde luksusopholdet, som indtil videre er løbet op i en regning på svimlende 1 million pund. Hotellet, der har budt velkommen til mange berømtheder siden 1958, ligger i hjertet af München og er kun en kort køretur fra Allianz Arena, hvor Bayern München spiller deres hjemmekampe.

Det skriver The Sun.

Hotellet tilbyder en række eksklusive tjenester, herunder butlerservice, adgang til luksuschokolademærket Purity og parfumehuset Krigler, samt en eksklusiv BMW-testkørselsoplevelse.

Kanes suite, som forstås at være placeret i hotellets historiske fløj, byder på et separat opholdsrum og to badeværelser udført i Carrara-marmor, silkegardiner, designermøbler, seks tv-apparater og en række andre topmoderne faciliteter.

For denne luksus betaler Kane omkring 75.000 kr. per nat, hvilket dog ikke ryster den tidligere Tottenham-angriber, der tjener omkring 3,1 millioner kr. om ugen hos Bayern.

Kane, som er kendt for at være familiemenneske, leder stadig efter et permanent hjem for sig selv og sin familie, som inkluderer hans hustru og fire børn.

Han har tidligere set på et drømmehus til 525.000 kr. om måneden i landsbyen Grunwald, også kendt som “Bavarias Beverly Hills”, men det var tilsyneladende ikke helt rigtigt.

Indtil han finder sit rette hjem, bliver han boende på luksushotellet.