Manchester United fik ikke ligefrem den bedste start på Champions League-gruppespillet tirsdag aften. Her måtte de nemlig forlade banen med et 1-2-nederlag mod schweiziske Young Boys.

LÆS OGSÅ: PL-klub vil hente spansk stortalent i Barcelona

Den engelske storklub fik ellers bragt sig i front tidligt i kampen, hvor Cristiano Ronaldo sendte bolden i nettet. I anden halvleg lykkedes det dog for Young Boys at vende kampen, da de scorede to mål.

Efter kampen forsøgte United-anfører Harry Maguire at tale nederlaget ned, ved at gøre det klart, at der fortsat er mange kampe til at rette op på deres nederlag til Young Boys.

“Det er første gruppekamp, og vi har mange kampe endnu, hvor vi kan komme tilbage, og det skal vi gøre,” sagde Harry Maguire ifølge UEFA.com.

“Vi vil prøve at tage de tre point i næste kamp og få bygget noget momentum på,” fortsatte han.

Manchester Uniteds nederlag blev en realitet et godt stykke inde i anden halvlegs tillægstid, hvor Jesse Lingard lavede en dårlig tilbagelægning, som modstanderne kunne udnytte til at bringe sig i front.

På trods af, at Lingard var manden bag den tilbagelægning, der i sidste ende førte til, at De Røde Djævle tabte kampen, ville Harry Maguire ikke pege fingre ad ham.

“Sådan er fodbold. Folk laver fejl, og vi bebrejder ikke Jesse. Jeg er sikker på, at alle, der var på banen i dag, har lavet fejl, og jeg er sikker på, at Jesse nok skal komme tilbage,” lød det fra United-anføreren.

LÆS OGSÅ: Nu forklarer Wijnaldum: Derfor blev jeg ikke i Liverpool

Næste gang Manchester United skal i aktion i Champions League, er den 29. september, hvor de møder Villarreal på Old Trafford.