Mandag fik José Mourinho stukket en fyreseddel i hånden fra Tottenham-ledelsen. Det betyder naturligvis, at den London-baserede klub skal finde sig en ny træner, der kan afløse portugiseren.

LÆS OGSÅ: Officielt: Spurs fyrer Mourinho og co.

Der er allerede flere kendte stjernespillere, der er blevet sat i forbindelse med Tottenham. Blandt andet har både Julian Nagelsmann og Brendan Rodgers i de seneste måneder været rygtet til London. På nuværende tidspunkt er det dog også de to trænere, der anses for at være favoritterne til at overtage jobbet.

En lang række bookmakere har angivet, at Nagelsmann er favorit til at overtage. Det gør sig blandt andet gældende for Betfair, Unibet, SkyBet, Paddy Power og William Hill, hvor Rodgers følger trop.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det kun er de to herre, der menes at være potentielle kandidater til jobbet. Længere nede på listen finder man også trænere som Eddie Howe, Nuno Espirito Santo, Scott Parker og Jürgen Klinsmann.

LÆS OGSÅ: Sviner United og Liverpool: “Tag deres titler fra dem”

Allerede i februar skrev den engelske avis The Telegraph, at Julian Nagelsmann er den klare favorit til at overtage jobbet i Tottenham. Det er dog ikke kun Tottenham, han er blevet sat i forbindelse med. Han er nemlig også blevet rygtet til andre klubber såsom Bayern München, Real Madrid og Barcelona.