Ifølge Gazzetta dello Sport kræver Tottenham 30 millioner euro for 28-årige Højbjerg til januar, og det tal lader ikke til at bevæge sig nedad, selv om Juventus ønsker det.
Spørgsmålet er så, om det er en pris, Juventus er villig til at betale.
Som dansker kan man være tilbøjelig til at mene, at det burde være en selvfølge at åbne for kontoen for at få Højbjerg til Serie A, men der går transferrygter om, at Juventus har blikket rettet mod andre muligheder, hvis Tottenham står fast på prisen.
Her skulle den offensive midtbane fra Udinese, Lazar Samardzic, være et emne. Det samme skulle de yngre spillere Manu Kone, Youssouf Fofana, Habib Diarra og Khephren Thuram, selv om disse også vil koste Juventus et ganske anseeligt beløb. Omvendt kan man sige, at det vil være en fremtidssikring med yngre kræfter i stedet for en 28-årig dansker, der nok ikke har alverden af tid tilbage på toppen.
Højbjerg er lige nu samlet med landsholdet i Helsingør, hvor de skal forsøge at kvalificere sig til EM. I lørdags blev Kasakhstan nedlagt med 3-1, og i aften, tirsdag, står San Marino på menuen.
Hvis Finland og Kasakhstan spiller uafgjort i deres indbyrdes opgør kl. 18, vil Danmark med en sejr mod miniputterne være sikret deltagelse ved EM.