Rettelse: Tidligere fremgik det, at Danmarks kamp mod San Marino spilles i Parken. Det er naturligvis noget vrøvl, da kampen spilles i San Marino. Det er ændret i teksten, vi beklager fejlen!
Danmark kan kvalificere sig til EM i aften.
Det kræver, at det danske landshold slår San Marino, ligesom Finland og Kasakhstan skal spille uafgjort på det olympiske stadion i Helsinki.
Den kamp spilles allerede kl. 18, og derfor ved vi faktisk, om Danmark kan sikre sig direkte kvalifikation, allerede inden kampen fløjtes i gang.
Men det er ikke kun i Danmarks gruppe, der er kampe, der er værd at holde øje med. Her får du et overblik, så du ved, hvad du skal lede efter, hvis Danmark alligevel er foran 5-0 ved halvleg.
Gruppe C
I gruppe C tager førstepladsen England imod andenpladsen Italien. Der er tre points forskel mellem de to hold, og med en sejr kan Italienerne overtage førstepladsen.
Samtidig tager Malta imod Ukraine i samme gruppe, og da Ukraine har samme antal point som Italien, er der i den grad lagt op til drama.
Det er nemlig ikke utænkeligt, at Italien ender i store problemer med overhovedet at kvalificere sig til slutrunden, hvis de må tage fra England uden point.
Gruppe G
I gruppe G tager fjerdepladsen Litauen imod førstepladsen Ungarn. Det er i sig selv ikke en særligt spændende kamp, da Ungarn har hele 8 point ned til Litauen, men hvis Ungarn skulle gå hen at snuble, kan det pludselig sprænge gruppe G helt åben.
Samtidig med den kamp tager andenpladsen Serbien nemlig imod tredjepladsen Montenegro. Der er kun to point mellem de to lande, og Montenegro har endda en kamp i baghånden.
Så hvis Montenegro ender med at tage tre point i aften, indtager de andenpladsen i gruppen og forviser Serbien til den famøse tredjeplads, der ikke giver direkte adgang til EM.
Alle kampe undtagen Finland mod Kasakhstan spilles kl. 20.45 i aften