Omkring marts sidste år havde Liverpool nærmest allerede vundet Premier League. Siden ligaen blev genoptaget, efter at have ligget stille i et par måneder, har det været svært for Liverpool at genfinde formen.

LÆS OGSÅ: ‘Arbejdsmaskinen’ Braithwaite: Mine spidskompetencer er blevet bedre

Til trods for, at der kun er tre point op til fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League, er de i skrivende stund på en syvendeplads. Desuden måtte de også tage til takke med et nederlag i midtugens Champions League-kamp mod Real Madrid. Her tabte de nemlig 3-1.

De seneste præstationer står i stærk kontrast til de 68 hjemmekampe, de var ubesejret i, efter de i april 2017 tabte hjemme mod Crystal Palace. Deres flotte stime kom til en ende, da de tabte på hjemmebane mod Burnley i januar i år.

Det var dog ikke blot et lille bump på vejen. Også de seks efterfølgende hjemmekampe endte de nemlig med at tabe. Spørger man Liverpool-manager Jürgen Klopp, er der dog en god forklaring på. hvorfor de taber deres hjemmekampe.

“En af hovedårsagerne er, at der ikke er nogen tilskuere, det er der ingen tvivl om. Mange hold har det problem,” sagde han til Sky Sports.

“Derudover er årsagen til, at vi ikke vandt hjemmekampene, at vi ikke spillede godt nok. Ikke i alle sammen. Der har været nogle kampe, som vi tabte, hvor jeg sad tilbage med en følelse af, at vi havde vundet, selv hvis der ikke var tilskuere,” sagde han også.

LÆS OGSÅ: Robert Lewandowski hylder ung rival: Han kan blive verdens bedste

Jürgen Klopp og Liverpool-mandskabet har lørdag muligheden for at vinde deres første hjemmekamp i Premier League siden 16. december sidste år. Lørdag spiller de nemlig mod Aston Villa.