Det kan snart være slut med hysterisk høje lønninger i den bedste engelske række.
Premier League kan nemlig være på vej med et såkaldt lønloft. Det antyder Crystal Palaces medejer og formand, Steve Parish, ifølge The Times.
Det er en ny melding i forhold til det, der allerede er på vej. Ligesom UEFA, er det nemlig forventet, at Premier League vil indføre et loft for klubbernes samlede omkostninger.
UEFA vil holde klubberne til maksimalt at bruge 70 procent af deres omsætning på løn og handler. Premier League ønsker at være mere lempelige ved at sætte grænsen til 85 procent.
Nødvendigt med forsigtighed
Der er imidlertid også en anden model på borget i Premier League. En løsning, som ikke er afhængig af omsætning, og som derfor ikke vil være lige så flydende.
“Der er virkelig positive snakke om det. Vi er også nødt til at være forsigtige, for der kan være ubevidste konsekvenser. Forhåbentlig ender vi et sted, hvor det er gavnligt. Ikke kun for klubberne i Premier League, men også for hele fodboldpyramiden og de lavere rangerede klubbers mulighed for at konkurrere. Vi stemmer om, at vores konkurrenter kan gøre det bedre og udfordre os,” siger Parish i interviewet med The Times.
De store udfordringer
Der er flere ulemper/udfordringer ved at bruge omsætning som en rettesnor for lønloftet.
Det vil for eksempel åbne for, at nogle klubber kan pumpe deres omsætning unaturligt højt op ved enorme (og ofte tvivlsomme) sponsorater – simpelthen fordi klubben er den, den er, og har så stærkt et brand.
Derfor er der snak om et lønloft baseret på aftalen om tv-penge. Lønloftet vil i så fald svare til fire gange det beløb, som sidstepladsen i ligaen får udbetalt i tv-penge fra den bedste engelske liga.
Med 2021/22-sæsonen som eksempel vil lønloftet i den model være på godt 400 millioner pund eller cirka 3,5 milliarder kroner om året. Manchester United brugte som lønførende knap 3,3 milliarder kroner den sæson.