Barcelona-træner Ronald Koeman er overbevist om, at der ikke er nogen plads til hverken Riqui Puig eller Samuel Umtiti i truppen

Både Riqui Puig og Samuel Umtiti mener, at der er en plads til dem i Barcelona-truppen. Det er dog ikke noget, som Ronald Koeman er enig med dem i. Det skriver spanske SPORT.

LÆS OGSÅ: Derfor er Barcelonas forhandlinger med Sergi Roberto stoppet

Begge spillere besluttede sig for at blive på Camp Nou denne sommer, da de forventede, at en ny træner ville tage over, lyder det fra det spanske medie. Det er dog endnu ikke sket, og der er ikke udsigter til, at Koeman bliver afløst i nærmeste fremtid.

Såfremt Ronald Koeman ikke bliver afløst som Barcelona-træner, mener SPORT at vide, at både Puig og Umtiti potentielt vil overveje et skifte væk fra klubben i det kommende transfervindue til vinter. Begge spillere er nemlig utilfreds med, at de ikke får spilletid under hollænderen.

Klubben er ikke afvisende overfor, at Samuel Umtiti kan forlade klubben til januar, da de fortsat arbejder på at nedbringe de samlede lønomkostninger i klubben. Ønsker Umtiti at forlade klubben, er det ikke noget, som den catalanske klub vil stå i vejen for.

Det forholder sig dog anderledes med Puig, som af ledelsen vurderes at være en spiller, der har en stor fremtid i klubben. Derfor mener de også, at han fortjener at få flere chancer for at bevise sig selv, hvilket Koeman dog tilsyneladende ikke er enig med dem i.

LÆS OGSÅ: Barca-direktør: Vi havde ikke råd til ham

Umtiti har endnu ikke fået ét eneste minut på banen i denne sæson. Riqui Puig har derimod fået spilletid, men det har været meget begrænset, da det ikke er blevet til mere end 72 minutter på tværs af fire kampe. Han er endnu ikke startet på banen i denne sæson.