Der er næppe nogen, der betvivler det faktum, at Ronald Koeman har manglet kræfter i forsvaret på det seneste. Derfor har han været nødt til at hente hjælp fra B-holdet i form af Oscar Mingueza.

LÆS OGSÅ: Medie: På dette tidspunkt forventes Piqué kampklar

Den spanske forsvarer har angiveligt gjort det så godt, at den hollandske træner nu ser ham som værende en fast del af førsteholdet. Derfor er det ikke utænkeligt, at han fremadrettet kommer til at få mere spilletid.

Den 21-årige catalaner har spillet i La Masia siden han var blot 8 år gammel. Siden dengang har han formået at kæmpe sig op gennem rækkerne. I de seneste to sæsoner har han spillet for B-holdet, men er nu blevet en fast del af førsteholdet. Det har Koeman slået fast:

“I dag tilhører han førsteholdet og han træner med os. Han giver god konkurrence til de centrale forsvarsspillere. Jeg tænker ikke på om han er første-, anden-, tredje- eller fjerdevalget. Vi kan vælge mellem alle vores centrale forsvarsspillere til kampene. Han er en ung spiller med en fremtid på dette hold,” lød det fra den hollandske træner.

LÆS OGSÅ: Barcelona-sejr over Paris Saint-Germain kan give boost til Real Madrid

Mingueza fik sin chance på førsteholdet, da både Umtiti, Piqué og Araujo var skadet på samme tid. Til trods for, at både Umtiti og Araujo er tilbage, kom Koeman alligevel med førnævnte udtalelse, hvorfor Mingueza sandsynligvis kan se frem til at få mere spilletid i denne sæson.