FC Barcelona havde et rigtig godt overtag på kampen mod Huesca. Det beviste de på flere måder. Blandt andet ved at have en imponerende boldbesiddelse, men også ved at have intet mindre end 20 målforsøg. Alligevel blev det dog ikke til mere end en enkelt scoring i 1-0-sejren.

LÆS OGSÅ: Koeman viser manglende tillid til angrebsprofil

Ronald Koeman lod nok en gang Martin Braithwaite starte i angrebet. Sent i opgøret blev han dog erstattet af Antoine Griezman. Efter opgøret lagde den hollandske FC Barcelona-træner, Ronald Koeman, ikke skjul på, at han savner flere muligheder i angrebet.

“Jeg stoler på enhver spiller i vores trup, men hvis vi vælger at spille med tre midtbanespillere, er der plads til tre angribere. Med Lionel Messi satser vi på nogen med en fantastisk dybde som Ousmane Dembele, og så skal vi vælge mellem Martin og Antoine på toppen, og Martin har gjort det,” sagde han ifølge GOAL efter kampen, og fortsatte:

“Det er en 9’er, vi mangler i disse kampe, men det betyder ikke noget i forhold til Antoines udskiftning. Vi har en masse kampe, og vi har brug for alle spillere.”

Mangler spillere på toppen

Til sidst tilføjede han, at han flere gange har givet udtryk for, at der er mangel på nogen, der kan give mere konkurrence på toppen.

“Vi har adskillige gange siden starten af sæsonen sagt, at vi har brug for nogen på toppen til at give mere konkurrence, flere mål og større effektivitet, men det kommer an på mange ting,” lød det fra Koeman efter kampen.

LÆS OGSÅ: Video: Er dette Messis værste målforsøg nogensinde?

Efter søndagens sejr er de at finde på en femteplads i La Liga, hvor de har ti point op til Atletico Madrid, der ligger i front. De har dog også en kamp i hånden i forhold til FC Barcelona.

author avatar
Nicolai Busekist