Ejerskabet i Newcastle skifter hænder inden for et par måneder, mener Dave Kitson, der er kommentator hos TalkSPORT.

Newcastles klubejer har heddet Mike Ashley i mere end 11 år. Klubben har dog været sat til salg i mere end halvandet år, men i sidste uge var det fremme i engelske medier, at Ashley havde taget klubben af markedet og ikke vil sælge alligevel. 

Men ifølge den engelske fodboldkommentator Dave Kitson er sidstnævnte bare snak og har ikke noget på sig. Han mener, at Newcastle vil blive solgt lige straks for et beløb mellem 2,6 og 3,6 milliarder kroner. 

”Jeg kan give dig lidt eksklusiv info,” sagde Kitson til en tv-vært fra TalkSPORT før opgøret mellem Arsenal og Newcastle for lidt over en uge siden.

”Spørg mig ikke, hvordan jeg ved det, men det gør jeg: Denne klub bliver solgt, inden sæsonen er forbi.”

Så alt den snak om, at Mike Ashley har taget klubben af markedet, holder ikke, spørger tv-værten Tom Rennie. 

”Det er forbi. Det er ved at blive afgjort, mens vi taler,” siger Kitson. 

Rennie spørger derefter Kitson, om den nye ejer er fan af klubben i forvejen, men det kan fodboldkommentatoren ikke give et svar på. 

”Men som du ved, kender jeg de her områder, og jeg ved, at aftalen stort set er på plads,” svarer Kitson ifølge Chronicle Live. 

Den britiske forretningsmand Peter Kenyon har været i spil som en mulig køber af Newcastle, men parterne brød forhandlingerne for lidt tid siden. 

Dave Kitson kommenterede også Newcastles nuværende situation i Premier League med Rafa Benitez som manager. Den nordengelske klub ligger nummer 15 med 7 point ned til nedrykningsstregen. 

”De kan ikke finde en anden, som kan gøre det bedre end Rafa. Det er ikke lang tid siden, at Tony Pulis blev årets manager for at redde klubben fra nedrykning. Rafa har haft endnu færre ressourcer til rådighed.”

author avatar
Redaktionen