FC Barcelonas økonomi tillader dem ikke at kaste rundt med pengene, når de skal give nye kontrakter. Derfor har de svært ved at nå til enighed med Ilaix Moriba, der stiller for høje lønkrav i forhold til, hvad Barcelona er villige til at betale.

LÆS OGSÅ: Har imponeret: Koeman beder Barcelona om ikke at sælge to løntunge spillere

Det har medført, at Manchester City og Chelsea angiveligt har øget deres interesse i det blot 18-årige talent. Årsagen til dette er, at kontraktvanskelighederne har resulteret i usikkerhed om hans fremtid i den catalanske klub.

Den 18-årige spillede 18 gange under Ronald Koeman i 2020/21-sæsonen, hvor han flere gange imponerede. Hans nuværende kontrakt med Camp Nou-klubben udløber dog næste sommer, og det skaber problemer for Barcelona.

I og med, at de ikke kan blive enige om en ny kontrakt, har de besluttet at rykke ham ned fra førsteholdet forud for den kommende sæson. Ilaix Moriba har fået at vide, at han ikke får lov til at spille på førsteholdet, før han har underskrevet en kontraktforlængelse.

Ifølge Mundo Deportivo er der flere klubber, der beundrer Moriba, men der er dog kun seriøs interesse fra Manchester City og Chelsea, lyder det fra mediet. Begge klubber skulle angiveligt være klar til at ‘presse på’ for hans underskrift i dette transfervindue.

Mediet hævder desuden, at Barcelona netop har tilbudt Moriba en ny kontrakt, som de endnu ikke har fået svar på. Det har medført, at de har givet besked om, at det er det sidste kontrakttilbud, han får, da de er ved at ‘løbe tør for tålmodighed’.

LÆS OGSÅ: Barcelona har givet Ilaix Moriba et sidste tilbud

Det skulle efter sigende være hans lønkrav, der gør det svært for den catalanske klub at sikre hans underskrift. De har en stor gæld og er ligeledes hårdt ramt af pandemien.