La Liga-præsident Javier Tebas har sendt en hård besked i retning af FC Barcelona, som fortsat er meget hæmmet af klubbens dårlige økonomi.
Den 60-årige La Liga-præsident Javier Tebas har flere gange slået fast, at FC Barcelona skal skrue ned for deres lønudgifter forud for næste sæson.
Faktisk er der tale om et enormt beløb, som den catalanske klub på en eller anden måde skal skære af deres lønudgifter. Ifølge flere spanske medier er der tale om 200 mio. euro.
Desuden har Tebas også været meget klar i mælet om, at han er imod registreringen af Gavis nye kontrakt, hvorfor La Liga har planer om at bringe sagen for en domstol.
Og nu er den 60-årige præsident kommet med en dyster forudsigelse for den catalanske klub, da han har udtalt, at det ikke vil være muligt at hente nye spillere til sommer.
Den økonomiske situation i klubben gør, at det er vanskeligt for dem at tilføje nye spillere til truppen, hvilket også var tilfældet i januars transfervindue.
“Barca har ikke været i stand til at hente spillere i løbet af vinterens transfervindue… Vi gav ikke tilladelse til det. Næste sommer bliver det samme. De vil ikke være i stand til at hente spillere,” sagde han til Radio Estadio.
Skal det være muligt for Barcelona at hente nye spillere til sommer, er det nødvendigt for dem at forbedre deres økonomiske situation.
Formår de ikke at nedbringe deres lønudgifter, vil det medføre, at de ikke har mulighed for at hente de spillere, som træner Xavi har et ønske om at tilføje til sin trup til sommer.