Både Liverpool, Arsenal, Barcelona og Bayern München har skruet op for deres interesse i PSV Eindhoven-winger Cody Gakpo.

Der har i lang tid været spekulationer om, hvorvidt Cody Gakpo forlader PSV Eindhoven til sommer. Skulle han ende med dette, kommer han tilsyneladende ikke til at mangle bejlere.

Den blot 22-årige hollænder er nemlig på radaren i både Liverpool, Arsenal, Barcelona og Bayern München, skriver 90min. Mediet mener desuden at vide, at alle fire klubber har skruet op for deres interesse på det seneste.

Til trods for, at PSV for ganske nylig sikrede hans underskrift på en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2026, er de villige til at sælge ham til sommer.

Det kræver naturligvis, at spilleren selv mener, at det er det rette tidspunkt i sin karriere at søge mod en større klub. Beslutter han sig for dette, tyder det på, at han vil kunne vælge blandt både Liverpool, Arsenal, Barcelona og Bayern München.

Det er dog værd at nævne, at der endnu ikke er nogen af de fire klubber, der har sendt et officielt tilbud til den hollandske winger.

Ydermere har PSV heller ikke sat et prismærke på ham endnu. Derfor vides det ikke, hvad den hollandske klub kræver for ham. Ifølge Transfermarkt har han dog en markedsværdi på 25 mio. euro, hvilket svarer til 186 mio. kr.

author avatar
Nicolai Busekist