I lang tid har Liverpool været nævnt som destination for Jude Bellingham, men de har nu udset et alternativ til den unge englænder.

Der er en klar forventning om, at Jude Bellingham forlader Borussia Dortmund til sommer. Hvad der dog endnu ikke er vished om, er hvad hans destination bliver.

Den engelske stjerne har været sat i forbindelse med en lang række klubber i de seneste måneder. En af de klubber, der har været nævnt som destination, er Liverpool.

På det seneste har der dog været forlydender om, at de ikke ønsker at betale, hvad den tyske storklub kræver for at slippe den blot 19-årige midtbanespiller til sommer.

Som følge af dette, har de nu udset sig et alternativ. Hvis de ikke kan hente Bellingham, vil de i stedet rette fokus mod at hente Ryan Gravenberch i Bayern München. Det skriver The Athletic.

I Liverpool bliver han også set som en god kandidat, da han kan hentes til en lavere pris end Bellingham.

Det skulle dog fortsat være Bellingham, der er deres klare prioritet, selvom både Real Madrid og Manchester City skulle være klar til at tilbyde mere, end de vil.