I og med, at både Virgil van Dijk og Joe Gomez forventes at være ude i resten af sæsonen, bliver Liverpool ugentligt sat i forbindelse med nye forstærkninger til det centrale forsvar. De er blandt andet blevet sat i forbindelse med spillere som Kalidou Koulibaly, David Alaba og Ozan Kabak inden for de seneste par uger.

LÆS OGSÅ: Chelsea forventes at byde på Bayern München-spiller

Nu er der blevet tilføjet endnu en spiller til denne liste, da det hævdes, at de har udset sig den kun 20-årige Sven Botman, der i sommers skiftede Ajax ud med Lille. Her har det hollandske talent fået stor succes, og det har også ført rygter med sig, da han er blevet rygtet til blandt andet Inter Milan.

Efter sigende skulle der dog nu være forlydender i Frankrig om, at Liverpool også skulle være interesseret i den unge spiller. Det skriver lokalmediet Liverpool Echo.

Lille står til at lave en stor gevinst på den hollandske spiller, hvis han sælges snart. Som udgangspunkt kræver Lille en pris, der lyder på i omegnen af 375 millioner kroner for Botman, men den dårlige økonomi kan dog medføre, at de vil acceptere et lavere bud på omtrent 225 millioner kroner. Han blev hentet til klubben for blot 60 millioner kroner i sommer.

LÆS OGSÅ: Arsenal vil hente uruguayansk angriber: Skal løse målproblemerne

Sven Botman har desuden også været udtaget til det hollandske landshold, men han har dog endnu ikke fået sin debut på banen. De fleste er dog enige om, at det blot er et spørgsmål om tid, før han får det.