Det er ikke nogen hemmelighed, at Harry Kane har et ønske om at forlade Tottenham. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at han har blikket stift rettet mod Manchester City.
LÆS OGSÅ: Medie: Real Madrid klar med kæmpebud på Mbappé
Premier League-mestrene er ligeledes meget interesserede i at bringe den 28-årige angriber til Etihad Stadium. Hidtil har Spurs-formand Daniel Levy understreget, at et salg til en anden Premier League-klub ikke kommer på tale.
Tilsyneladende har Manchester City dog ikke intentioner om at give op. Derimod er de i færd med at forberede et gigantisk bud på den engelske stjerne. Manchester-klubben håber, at det store bud kan få Tottenham til at ændre mening i forhold til et salg af Harry Kane.
Det er transferekspert Fabrizio Romano, der afslører på Twitter, at Manchester City forbereder et bud på 150 millioner euro samt add-ons. Det svarer til hele 1,1 milliarder kroner, hvilket vil gøre det til Premier Leagues absolut største handel.
Fabrizio Romano skriver også, at Tottenham fortsat håber på at kunne beholde Harry Kane, hvorfor det endnu ikke vides, hvorvidt et bud i denne størrelsesorden vil være nok til at overtale Daniel Levy og Tottenham.
Tidligere har der været meldinger om, at et bud i denne størrelsesorden ville være nok til at få London-klubben til at overveje et salg. Nu da Manchester City er klar til at betale den enorme sum for den engelske angriber, bliver det interessant at se, om Kane kan være på vej til Manchester.
LÆS OGSÅ: Barca i problemer: Nu peger alt på Braithwaite
På det seneste har der været meldinger om, at Harry Kane forsøger at presse Tottenham til at sælge ham, ved ikke at møde op til træning. Han har dog selv meldt ud, at dette ikke skulle være tilfældet.