Den nuværende Manchester City-spiller siges at have et ønske om at skifte til La Liga. Angiveligt skulle det have fået Bernardo Silva til at sætte sin agent i gang med at forhandle med både Barcelona og Atletico Madrid. Forhandlingerne skulle dreje sig om et potentielt skifte i sommerens transfervindue.

LÆS OGSÅ: Klublegende præsenteret som ny Barcelona B-træner

Den 26-årige, der i øjeblikket til EM med Portugal, har angiveligt allerede fortalt Manchester City, at han ønsker at forlade Etihad Stadium forud for den næste sæson.

Ifølge britiske Daily Mail er der allerede forhandlinger i gang om den portugisiske spiller. Det er også Daily Mail, der skriver, at hans agent, Jorge Mendes, er i fuld gang med at forhandle med både Barcelona og Atletico Madrid.

Mediet hævder desuden, at Silva selv foretrækker et skifte til Camp Nou, men at han også vil overveje et skifte til de spanske mestre, hvor han kan spille under Diego Simeone.

Pep Guardiola siges at have et ønske om at holde den portugisiske spiller i klubben. Omvendt har han dog ikke intentioner om at stå i vejen for et skifte, såfremt Silva beslutter, at han ønsker at søge nye græsgange.

Silva, der siges at have et ønske om at være tættere på Portugal af personlige årsager, menes at være værdisat til omtrent 51,5 millioner pund af Manchester City. Det er svarende til 447 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Barca er overbeviste om nylig offentliggørelse af Messi-forlængelse

Den portugisiske playmaker scorede fem gange og bidrog med ni oplæg i 45 optrædener for Premier League-mestrene i 2020/21-sæsonen.