Rasmus Højlund blev den store helt for Manchester United, da hans to lynhurtige mål sikrede holdet en smal 2-1-sejr over Luton.
Den unge danske angriber skrev sig ind i historiebøgerne ved at blive den yngste spiller nogensinde i Premier League til at score i seks kampe i træk, en bedrift der blev fuldendt indenfor de første 40 sekunder af kampen.
Højlund kæmpede sig nemlig til en friløber og kunne efter 37 sekunder sende United foran. Du kan se målet her.
Alejandro Garnacho var manden bag oplægget til Højlunds andet mål, da han efter et hjørnespark sendte bolden i retning af mål. I stedet for at finde nettet, blev bolden banket ind i brystet på Højlund, der med en hurtig reaktion sendte bolden i det modsatte hjørne, og bragte United foran med 2-0. Du kan se det lidt aparte mål her.
Højlund har nu nettet syv gange i ligaen.
Lutons kaptajn, Carlton Morris, gav dog hjemmeholdet håb ved at reducere til 1-2 allerede efter 14 minutters spil. Det var hans fjerde mål i de seneste fem kampe, hvilket pustede nyt liv i kampen.
Manchester United havde flere chancer for at udbygge føringen, men manglede skarpheden foran mål. Blandt de forspildte muligheder var Højlunds chance for et hattrick, som han sparkede direkte på Lutons keeper fra kort afstand.
Kampen bølgede frem og tilbage, og Luton pressede på for en udligning, især i kampens døende minutter, hvor et hovedstød fra Ross Barkley ramte overliggeren og efterlod United-fansene med hjertet i halsen.
Trods flere brændte chancer fra Uniteds side, kunne de takke Højlund for de tre point, der holder dem på sjettepladsen i Premier League.