Manchester United har meldt sig ind i kampen om at skrive kontrakt med det 17-årige talent fra Rapid Wien, Yusuf Demir. Det er en spiller, der også er af stor interesse i spanske FC Barcelona.

LÆS OGSÅ: Foretrak Cavani: Solskjær afviste tilbud om Real Madrid-spiller i sommer

Østrigs største avis, Kronen Zeitung, hævder at De Røde Djævle har igangsat jagten efter det østrigske talent, men at de kan forvente konkurrence fra de catalanske giganter. Yusuf har gjort sig bemærket på Rapid Wiens førstehold, hvor han bl.a. fik spilletid mod Arsenal i Europa League.

Mediet skriver derudover, at den unge midtbanespiller kan se sig selv på Camp Nou, men dog tidligst til sommer. Hans agent, Emre Ozturk, igangsatte seriøse transferrygter, da han delte et billede af sig selv i Spanien. Billedet fik endda billedteksten: ‘Klar til møde’.

Demir har hidtil spillet ti kampe i den østrigske Bundesliga i denne sæson. I disse ti kampe har han leveret et mål og to oplæg. Det siges, at spillerens repræsentanter på nuværende tidspunkt overvejer de generelle vilkår i Barcelona. Samtidig søger de også garantier for, hvad de catalanske giganter har planlagt for det eftertragtede talent.

LÆS OGSÅ: Kølig Cristiano: Savner buhende fans på stadion

Demirs nuværende kontrakt løber frem til juni 2022. Denne kontrakt underskrev han, da han var blot 15 år gammel, hvor han imponerede den østrigske klub. Manchester United har også vist interesse for spilleren, men der har endnu ikke været forhandlinger på Old Trafford.