Det var ikke på overbevisende vis, men det lykkedes dog for Manchester United at sikre sig den første hjemmebanesejr i denne Premier League-sæson. De vandt nemlig 1-0 over West Bromwich på Old Trafford, men dog kun med nød og næppe.

LÆS OGSÅ: Paul Scholes og Rio Ferdinand til Solskjær: Det skal stoppe

Derfor er det også en kamp, der sagtens kunne være endt på en helt anden måde. Gæsterne var godt med i hele kampen, hvor de endda fik skabt flere gode chancer. Desuden fik de også et straffespark tildelt, som efterfølgende blev underkendt af VAR.

Uniteds serbiske midtbanespiller gør det meget klart, at han mener, at kampen skulle have været lukket meget tidligere:

“Når vi scorer først, så bliver vi nødt til at lukke kampen så hurtigt som muligt. En 1-0-føring er ikke godt nok, for alle hold har kvalitet og er farlige,” fortæller Nemanja Matic til MUTV efter lørdagens kamp mod West Bromwich, og følger op med:

“De (West Bromwich, red.) scorede da også næsten, de havde blandt andet et forsøg på træværket, så de var hele tiden farlige.”

Han lægger ikke skjul på, at de er nødt til at være mere koncentreret i offensiven:

LÆS OGSÅ: “United er mit yndlingshold”: Juventus vil kapre Uniteds transfermål

“Vi bliver nødt til at være mere koncentreret i offensiven, så vi kan få lukket kampen og punkteret spændingen tidligere. Det skal vi forbedre,” runder han af.

Matic fik lov til at spille hele kampen mod West Bromwich. Det er kun anden gang, at han får lov til det i denne sæson.