Mauricio Pochettino har haft svært ved at bestemme sig på det seneste, hvor han har kørt lidt slalom. Han har nemlig flere gange givet udtryk for forskellige holdninger til et fremtidigt job som træner i Barcelona.

LÆS OGSÅ: Solskjær gør status: Sådan har hans tid som Manchester United-træner været

Tilbage i 2018 udtalte den daværende Tottenham-træner, at han ‘hellere ville tage tilbage til bondegården’, han ejer i Argentina, end at træne Barcelona. Den udmelding fortrød han dog, da han blev fyret som træner i Tottenham, hvor han i stedet sagde ‘man aldrig kan vide, hvad der kan ske’.

Efter at være blevet ansat i Paris Saint-Germain har den tidligere Espanyol-træner valgt at vende tilbage sit oprindelige udgangspunkt, på trods af, at han sidste år udtalte, at det var en fejl, at han ikke havde ladet døren til Barcelona stå på klem.

“Jeg kommer aldrig til at træne Barcelona. Det er umuligt. Det er sådan, jeg er. Jeg har en forbindelse med den del af byen, hvilket gør det umuligt. Ligesom det også vil være umuligt for mig at træne Marseille,” sagde Pochettino til RMC Sport.

LÆS OGSÅ: Barcelona-legende: Derfor er Lionel Messis kontraktdetaljer blevet lækket nu

Spørgsmålet er dog, om han igen skifter mening, hvis han på et tidspunkt får en fyreseddel i hånden i Paris. Hans holdning til FC Barcelona hænger naturligvis sammen med, at han har både spillet for og været cheftræner for de lokale rivaler fra Espanyol.