Kylian Mbappé har kontraktudløb denne sommer, men har endnu ikke truffet en beslutning om sin fremtid.
23-årige Kylian Mbappé har en stor beslutning at skulle træffe i den nærmeste fremtid. Han skal nemlig beslutte sig for, om han vil fortsætte i PSG eller ej.
Den franske stjerne står uden kontrakt denne sommer, men PSG er ivrig efter at holde fast i ham. Derfor skulle de også have tilbudt ham en yderst lukrativ kontrakt.
Den franske klub er dog ikke den eneste mulighed for Mbappé. Også Real Madrid har et stort ønske om at give den unge angriber en kontrakt, når han frit kan forlade Paris-klubben.
Ifølge 90min er der dog endnu ikke blevet truffet en beslutning. Mediet skriver dertil, at det heller ikke kommer til at ske, før PSG har spillet deres sidste kamp i denne sæson.
I lang tid har der været en klar forventning om, at Mbappé ville skifte til Real Madrid på en fri transfer. På det seneste har der dog været forlydender om, at det bestemt ikke er sikkert.
Mbappé, der i denne sæson har bidraget med 33 mål og 22 oplæg i 42 kampe, er nemlig en eftertragtet herre, hvorfor flere andre klubber også er interesserede i ham.
Blandt andet har der været rygter om, at han også er på radaren i Manchester City. Ydermere er PSG – som sagt – også meget ivrige efter at holde på ham.