Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været længere udsigter til spilletid for Jesper Hansen i FC Midtjylland, efter klubben valgte at hente landsholdsmålmand Jonas Lössl hjem i vinter.

Det ville derfor ikke komme som nogen overraskelse, hvis det ender med, at den 36-åriger Jesper Hansen tager støvlerne med sig og udforsker nye græsgange til sommer, hvor der såmænd skulle være Superligaklubber ude med snøren efter den efterhånden meget rutinerede keeper.

Ifølge B.T. skulle især AGF have set sig lune på Jesper Hansen. Her er der da også plads til en målmand eftersom man måtte vinke farvel til Kamil Grabara, hvis lejeaftale udløb efter sæsonen.

B.T. mener at vide, at AGF i første omgang afgav et bud på nul kroner for Jesper Hansen, hvilket man begrundede med, at de ville spare FC Midtjylland for en løntung keeper, som også selv ønsker at forlade klubben.

Dette blev afslået af FC Midtjylland, ligesom de også afslog det opfølgende bud, der lød på 500.000 kroner.

Buddene skulle være tikket ind i en stime i de seneste to uger, men nu skulle de være ved at nå til enighed, mener B.T.. Det kommer efter, at buddet nu skulle være rundet 2,5 millioner kroner, hvorfor FC Midtjylland er begyndt at spidse ører ved forhandlingsbordet.

Det betyder dog ikke, at dette ender med at blive den endelige pris, mener B.T., eftersom AGF skulle være klar til at betale yderligere en halv million kroner, da de er overbeviste om, at det er nok til, at FC Midtjylland vil acceptere deres bud.

Jesper Hansen og FC Midtjylland har papir på hinanden frem til sommeren 2022.