Det er ikke sikkert, at du har hørt om ham før, men det har de i Juventus. Det unge danske talent Maurits Kjærgaard kan potentielt være på vej til Torino-klubben, som efter sigende skulle være ude efter den 17-årige dansker.

LÆS OGSÅ: United-legende indstiller karrieren: Får cheftrænerjob

På nuværende tidspunkt spiller han for Red Bull Salzburgs andethold, FC Liefering, men det kan snart være fortid. Det skriver det italienske medie Tuttoc.com ifølge Tipsbladet.dk.

Det danske talent skiftede til Salzburg i sommeren 2019, hvor han blev hentet i Lyngby for 20 millioner kroner. Det gjorde ham også til klubbens dyreste spiller i de seneste 20 år. Siden da er det blevet til en del kampe i den næstbedste række i Østrig, hvor han også har bidraget med tre mål.

Angiveligt kommer Juventus dog ikke til at slippe billigt, hvis de har i sinde at skrive kontrakt med den unge dansker. Ifølge Tipsbladet.dk har den østrigske klub nemlig ikke planer om at slippe ham for mindre end de 20 millioner kroner, som de selv betalte for ham i sin tid.

Hvis Juventus beslutter at hente den unge dansker til Torino, er det planen, at han i første omgang skal tørne ud for deres U23-hold, hvor en anden dansker, Nikolai Baden Frederiksen, er på kontrakt.

LÆS OGSÅ: Rygte: Raiola vil have Haaland til FC Barcelona

I skrivende stund spiller han ikke for FC Liefering, men er derimod udlejet til WSG Tirol i Østrig.