Lionel Messi ser ud til at være glad og tilfreds i FC Barcelona for tiden. Han har genfundet sin form, og er begyndt at score mål igen. Det ændrer dog ikke på, at der fortsat er mange spekulationer om et eventuelt skifte til PSG.

LÆS OGSÅ: Råbte til modstanderens trænerstab: Barca-målmandstræner blev udvist

Da hans nuværende kontrakt udløber til sommer, kan han allerede i dette transfervindue forhandle med andre klubber. Og selvom han kan forlade den spanske klub som fri transfer, skal en potentiel ny klub fortsat have plads til ham i lønbudgettet – og det er ikke alle klubber, der har økonomi til dette.

Paris Saint-Germain hævdes at være meget interesserede i at genforene Messi og Neymar, og dermed skabe en målfarlig trio i front, der består af de to fornævnte samt Kylian Mbappe.

Ifølge Marca hævder den franske journalist Julien Laurens dog, at det ikke kan lade sig gøre. Journalisten hævder, at det af finansielle årsager ikke kan lade sig gøre at hente den argentinske stjerne til klubben.

“Med Financial Fair Play, pandemien, og hvor hårdt ramt PSG er blevet, som alle andre store klubber, ved jeg ikke, hvordan lønbudgettet skal hænge sammen. Du har Neymar med en løn på 30 millioner euro om året, Messi med 60 millioner om året, og Mbappe med en ny kontrakt med potentielt samme løn som Neymar,” sagde Laurens i Sky Sports-podcasten Transfer Talk.

LÆS OGSÅ: Ikke noget at sætte en finger på: Braithwaite skaber problemer for modstanderne

“Blot disse tre vil koste 150 millioner euro om året i løn – hvert år. Finansielt er det ikke muligt. Men de siger, at de vil forsøge. Jeg tror dog ikke, at det er realistisk,” lød det også fra Laurens.