Denne sommers transfervindue har været et bevis på, at alt kan ske i fodboldens verden. Først måtte Barcelona tage afsked med Messi, der er rejst til Paris. Nu har Juventus også sagt farvel til Cristiano Ronaldo, der vender tilbage til Manchester United.

LÆS OGSÅ: Pedri og Barcelona indgår ny aftale

Som følge af den portugisiske stjernes skifte til Manchester United, kan en ny kabale af transfers begynde. Den italienske klub har nemlig kun få dage til at finde en afløser for Cristiano Ronaldo.

Når det kommer til at finde en afløser for den 36-årige portugiser, har den italienske klub angiveligt valgt at kigge i retning af Spanien. Mere specifikt har de valgt at rette blikket mod den spanske hovedstad, hvor Real Madrid har hjemme.

Ifølge den spanske avis Marca har Juventus nemlig et rigtig godt øje til Eden Hazard. Den Madrid-baserede avis skulle angiveligt være at finde øverst på den italienske klubs ønskeliste.

Det bliver dog ikke en nem opgave for Torino-klubben at hente Eden Hazard i dette transfervindue. På lige fod med flere andre klubber i Europa, har Juventus nemlig problemer med økonomien. Derfor er de heller ikke interesserede i at købe den 30-årige belgier.

I stedet håber Den Gamle Dame på at kunne nå til enighed med både Real Madrid og Eden Hazard om en lejeaftale. Det vides dog ikke, hvorvidt Real Madrid og Eden Hazard har interesse i en sådan konstellation med den italienske klub.

Dog skriver Marca, at den belgiske spiller er bekymret over den eventuelle tilgang af Kylian Mbappé. Det rygtes nemlig, at den franske stjerne er på vej til Santiago Bernabéu, om end det endnu ikke vides, om det bliver denne eller næste sommer.

LÆS OGSÅ: Officielt: Cristiano Ronaldo har fundet ny klub

Ender det med, at den franske stjerne finder sin vej til Real Madrid, vil det sandsynligvis få stor betydning for Eden Hazards chancer for spilletid. Derfor kan han potentielt være åben for et skifte til Juventus.

author avatar
Nicolai Busekist