Det var et stort tab for Barcelona, da de måtte se Lionel Messi forlade klubben. Nu er der en chance for, at han vender tilbage.

Da Lionel Messi forlod FC Barcelona i sommer, underskrev han en lukrativ toårig kontrakt med Paris Saint-Germain, hvor han endnu ikke helt har fundet sig til rette.

LÆS OGSÅ: Attitudeproblemer gør Barca-spiller upopulær i omklædningsrummet

Derfor er der nu forlydender om, at Messi potentielt kan blive lokket tilbage til Camp Nou. Dog vil det ikke blive før 2023, hvor han kan skifte retur på en fri transfer.

Ifølge spanske Marca kan det faktum, at Xavi er blevet udnævnt som ny træner i Barcelona være ‘nøglen’ til at få den argentinske stjerne til at vende tilbage til klubben.

Xavi, der afløser Ronald Koeman som træner i Barcelona, spillede side om side med Messi i flere sæsoner i den catalanske klub, hvorfor de har et rigtig godt kendskab til hinanden.

Og ifølge den spanske avis kan den 41-årige klublegende potentielt ‘overbevise’ Lionel Messi om, at han skal vende tilbage til Camp Nou for at spille under ham.

Victor Font, der var præsidentkandidat under valget i 2021, men endte på en andenplads under Joan Laporta, har udtalt, at klubben bør planlægge at hente Messi tilbage.

“Hans afgang fortjente at være gennem hoveddøren. Fra det øjeblik af burde klubben tænke på, hvordan Messi kan vende tilbage til Barcelona i 2023,” sagde han ifølge Marca.

Desuden har Lionel Messi også selv udtalt, at han gerne vil vende tilbage til den catalanske klub, hvis en mulighed skulle byde sig.

LÆS OGSÅ: Medie: Pogba har spillet sin sidste kamp

“Hvis muligheden byder sig, vil jeg gerne vende tilbage og bidrage med det, jeg kan, fordi det er en klub, jeg elsker, og jeg ville elske, at de blev ved med at klare sig godt, at fortsætte med at vokse og være blandt de bedste i verden,” lød det fra argentineren.