Den danske landsholdsspiller er blevet indlagt på et hospital, efter han pludselig blev ramt af høj feber.

Ifølge den italienske avis Il Secolo XIX har Mikkel Damsgaard været indlagt på et hospital, siden midten af sidste uge. Det skriver B.T.

LÆS OGSÅ: Vanvittig video: Træner skudt under kamp i Argentina

Årsagen skulle være, at den danske landsholdsspiller pludselig fik meget høj feber. Derfor besluttede man, at han skulle indlægges på et privathospital, hvor han siden har været under observation.

Ifølge den italienske avis er den høje feber kommet i forbindelse med den knæskade, der i øjeblikket plager Mikkel Damsgaard.

Avisen beretter dog, at Damsgaard, der til dagligt spiller i Sampdoria, er i bedring. Derfor er der en klar forventning om, at han vil blive udskrevet i løbet af denne uge.

Det betyder dog ikke, at han slipper helt ud af de medicinske klør. Han vil nemlig fortsat blive løbende undersøgt af Sampdorias lægestab.

Mikkel Damsgaard, der for alvor fik slået sit navn fast under EM denne sommer, har været holdt ude af en skade, som han pådrog sig i landskampen mod Østrig.

På baggrund af skaden, er han indtil videre gået glip af fire kampe for Sampdoria. Desuden forventes det heller ikke, at han vil være blandt de spillere, som Kasper Hjulmand udtager til de to kampe mod Færøerne og Skotland.

LÆS OGSÅ: Messi: Jeg vil tilbage til Barcelona

I denne sæson er det blevet til otte kampe for Mikkel Damsgaard for Sampdoria. Det er dog hverken blevet til mål eller oplæg i disse otte kampe, oplyser Transfermarkt.