I lang tid har der været tvivl om, hvad Christian Eriksens fremtid ville byde på. Nu melder italiensk medie, at hans tid i Inter snart er forbi.

Christian Eriksen kollapsede med et hjertestop under Danmarks EM-opgør mod Finland i sommer. Siden da har der været stor tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville vende tilbage til fodboldbanen.

LÆS OGSÅ: Medie: Atletico Madrid vil hente Anthony Martial i byttehandel

Der har været meldinger om, at den danske landsholdsstjerne er indstillet på at vende tilbage til fodboldbanen, men intet er bekræftet.

Alt tyder dog på, at det ikke bliver i Inter. De gældende regler i professionel fodbold forhindrer ham nemlig i at spille i Serie A, da han har fået indopereret en ICD-enhed.

Og nu lyder meldingen fra den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport, at Inter og Christian Eriksen er nået til enighed om at ophæve hans kontrakt.

Det rapporterer den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano på Twitter. Han skriver også, at den italienske klub støtter Eriksen, men at reglerne umuliggør et samarbejde.

Nu er det store spørgsmål, hvor Eriksen har planer om at fortsætte sin karriere i professionel fodbold. Han har nemlig været kædet sammen med flere klubber.

Ifølge transferjournalist Nicolò Schira er der en potentiel chance for, at den 29-årige landsholdsstjerne vender hjem til Danmark, for at spille for OB.

Han rapporterer dog også, at hollandske Ajax har bedt om information vedrørende Christian Eriksen. Det kan derfor ikke udelukkes, at han skifter til Ajax, hvor han spillede fra 2010 til 2013.

Der er endnu ikke blevet fastlagt et tidspunkt for, hvornår hans kontrakt med Inter ophæves. Der er dog en formodning om fra Gazzetta dello Sport om, at det vil ske i starten af næste år.

LÆS OGSÅ: Xavi med ros til særligt én spiller efter nederlag til Boca Juniors

Såfremt dette bliver tilfældet, vil Christian Eriksen potentielt blive præsenteret i en ny klub inden sæsonens afslutning. Der er dog endnu intet, der er sikkert.