Miralem Pjanić har i lang tid ledt efter en måde at skifte væk fra Barcelona på. Det er dog endnu ikke lykkedes for ham.

LÆS OGSÅ: Avis: Så meget kommer Daramy til at tjene i Ajax

Han har været kædet sammen med flere forskellige klubber, men det ser ud til, at hans muligheder svinder ind. I øjeblikket ser det ud til, at hans eneste mulighed er et skifte til Napoli, hvis han vil væk fra den spanske klub.

Den italienske avis Corriere dello Sport skriver, at Napoli-træner Luciano Spalletti har taget kontakt til Pjanić, da han vil forsøge at overbevise ham om at skifte til klubben. Det er måske værd at overveje for bosnieren, da Napoli siges at være den eneste klub, der viser interesse på nuværende tidspunkt.

Til en start lignede det, at han var på vej tilbage til Juventus. Det er dog ikke blevet til noget, da Torino-klubben i stedet besluttede sig for at hente Locatelli fra Sassoulo. Dernæst var det Fiorentina, der meldte sig på banen, men de endte i stedet med at hente Torreira fra Arsenal.

Tidligere denne uge var der også meldinger om, at der var interesse fra AS Roma, hvor han også tidligere har spillet. Nu lyder det dog fra Corriere dello Sport, at det kun er Napoli, der viser interesse for den bosniske midtbanespiller.

For Barcelona har det dog ikke den store betydning, hvor han havner. De ønsker blot at skille sig af med ham denne sommer, da de gerne vil spare hans løn. Derfor er de også klar til at gøre det let for en klub at overtage Pjanić, hvilket de vil gøre ved at leje ham ud.

Hvis de skal formå at skille sig af med Pjanić i løbet af denne sommer, begynder det dog efterhånden at haste, da der kun er få dage tilbage af dette transfervindue. Derfor er der også mere og mere, der tyder på, at den bosniske spiller ender med at blive på Camp Nou.

LÆS OGSÅ: Medie: Juventus vil hente Ronaldo-afløser i Real Madrid

I og med, at interessen for den 31-årige Miralem Pjanić er meget begrænset, er der en reel mulighed for, at Barcelona ikke formår at skille sig af med ham i dette transfervindue.