FC Barcelonas 21-årige midtbanetalent, Riqui Puig, har i lang tid haft et ønske om mere spilletid. Det er dog ikke et ønske, som Ronald Koeman har valgt at give efter for, hvorfor han fortsat opholder sig på bænken.

LÆS OGSÅ: Liverpool-stjerne skal træffe stor beslutning: Liverpool eller Barcelona?

Da han åbenlyst ikke er en del af Ronald Koemans nuværende planer, ønsker FC Barcelona nu at udleje Puig i det kommende transfervindue. Beslutter de at gøre alvor af disse overvejelser, bliver det næppe vanskeligt. Der er nemlig mange potentielle bejlere til den 21-årige midtbanespiller.

Flere catalanske medier, herunder sportsaviserne Sport og Mundo Deportivo, skriver at der er interesse fra La Liga-klubben Real Betis. Det er dog ikke blot i det spanske, at der er interesse for Riqui Puig. Sky Sports Italia skriver nemlig, at der også er interesse i AC Milan, der ønsker at hente Puig til Italien på en lejeaftale.

Den spanske midtbanespillers nuværende kontrakt udløber til sommer, men FC Barcelona har mulighed for at lægge yderligere to år til kontraktlængden. I kontrakten er der nemlig indskrevet en option, der kan udløses, og det kan meget vel ske til januar. Af denne grund virker en lejeaftale også som den mest sandsynlige løsning.

LÆS OGSÅ: Medie: Midtbanetalent ønsker at forlade Barca i januar

Italienske AC Milan har på nuværende tidspunkt flere andre unge lejespillere i truppen. Det inkluderer blandt andet Brahim Diaz fra Real Madrid og Diogo Dalot fra Manchester United. Nu kan Puig blive den næste lejespiller, der ønsker at få mere spilletid på et europæisk tophold.