Lionel Messi har fået sit første røde kort i Barcelona-trøjen. Det skete mod Athletic Bilbao, da FC Barcelona tabte Supercopa de Espana-finalen med 3-2.

LÆS OGSÅ: Lionel Messi kan blive i Barcelona: Klubben skal møde dette krav

Marca skrev, at de godt forstår, hvorfor Messi mistede fatningen, da han langede ud efter en modspiller, idet Messi er omgivet af middelmådighed i FC Barcelona. Og det er en klumme, som Goal-skribenten Rik Sharma mener rammer hovedet på sømmet, da han skriver noget lignende, dog med overskriften “Vi må ikke bebrejde Messi for at miste besindelsen – Barcelona og hans krop svigter ham”.

“Argentinerens frustrationer kogte over i den spanske Super Cup-finale, men det er ingen overraskelse, at han er vred over den situation, han befinder sig i. Vi er vidner til, at historiens bedste spiller er ved at miste niveauet, lidt efter lidt – det bliver selvsagt smerteligt,” skriver Rik Sharma.

Rik Sharma påpeger, at Messis frustrationer fik frit løb, da han fik sit første røde kort i Barcelona-trøjen.

“Hans frustration i Sevilla var resultatet af en kamp, hvor han ikke kunne gøre en forskel. En kamp, hvor han blev lukket ned af Athletics hårdføre bagkæde, og til sidst bogstaveligt talt blokeret af Asier Villalibre, før han skubbede den baskiske angriber i jorden, hvilket kostede ham et rødt kort. “

Slutteligt bliver der skrevet, at Messi godt ved, at hans hold ikke er favorit til at vinde noget.

LÆS OGSÅ: Stort øjeblik for Messi: Overtager Ronaldos klubrekord

“Inderst inde ved han, at dette Barcelona-hold ikke er favorit til at vinde nogen titel, samt at det vil blive svært at løfte et trofæ i denne sæson. Men det er samtidig også svært for ham at acceptere, på grund af den succes, han har været vant til på Camp Nou, og som han selv har bragt til klubben.”