Den tidligere Manchester United-manager David Moyes mener, at klubben har prioriteret marketing frem for evner, når der er blevet købt nye spillere. 

David Moyes mener, at årsagen til, at Manchester United ikke vinder titler for tiden, skyldes klubbens transferpolitik. Den 56-årige skotte var manager i den engelske klub i sæsonen 2013-2014, inden han trådte tilbage, hvorefter Louis van Gaal tog over. 

”I et stykke tid har det været svært at vide, hvilken retning United vil gå. Hvorvidt klubben har købt spillere til marketing – som de er fantastiske til – eller om de har købt spillere, der skal forbedre spillet på banen, er jeg i tvivl om,” siger han til The Mirror.

David Moyes pointerer, at Manchester United som klub har stor værdi og klasse, og det har ikke altid handlet om at hente de dyreste spillere til klubben, men i stedet at bringe spillere igennem klubbens akademi samt at købe de bedste unge spillere. 

”I ny og næ vil der så være lidt stjernestøv, som Eric Cantona, eller andre spillere, de har hentet til at gøre en forskel, som Robin van Persie. Jeg har aldrig tænkt, at det var en klub, som mente, at det hele handlede om at bruge penge, selvom de har kunnet, hvis de ville.”

Manchester United har indtil videre været ganske aktive på sommerens transfermarked, hvor klubben har hentet Aaron Wan-Bissaka for lidt over 400 millioner kroner i Crystal Palace, mens Daniel James er kommet til fra Swansea for cirka 124 millioner kroner i overgangssum. De to spillere falder formentlig ikke i den kategori af køb, som David Moyes kritiser for at være foretaget af pr-hensyn. Derudover er klubben ifølge Goal tæt på at sikre sig Bruno Fernandes fra Sporting – en handel, der efter sigende kommer til at koste Manchester United omkring 500 millioner kroner i overgangssum.