Newcastle har fået et betydeligt større transferbudget, og melder sig nu ind i kampen om PSG-angriber Mauro Icardi

Mauro Icardi blev hentet fra Inter til Paris Saint-Germain i juli 2020. Siden da har spilletiden dog været på et minimum, da den franske klub har flere andre offensive muligheder.

LÆS OGSÅ: Øger presset: Barcelona giver Dembélé ultimatum

Af denne årsag har der også været rygter om, at han potentielt kan være på vej væk fra Paris Saint-Germain i det nye år. Han får dog en ganske hæderlig hyre i Paris, hvorfor det ikke vides, om han ønsker at forlade klubben.

Ydermere rygtes Kylian Mbappé også væk fra Paris Saint-Germain næste år. Her sættes han især i forbindelse med et skifte til Real Madrid. Skulle det ske, vil det sandsynligvis betyde, at Icardi kan se frem til mere tid på banen.

Alligevel er der flere klubber, der er klar til at hente Icardi næste år. Han har blandt andet været rygtet til både Tottenham og Juventus, men nu melder Newcastle sig også ind i kampen om den argentinske angriber, skriver italienske Calcio Mercato.

Efter den saudiarabiske overtagelse af klubben er Newcastle klar til at forbedre truppen betydeligt i det kommende år. Det forventes, at de vil forsøge at hente forstærkninger til truppen allerede i det kommende transfervindue til januar.

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Ballon d’Or 2021

Mauro Icardi har kontrakt med den franske klub frem til 2024, hvorfor der ikke er nogen udsigt til, at han kan hentes på en fri transfer. I stedet er Newcastle nødt til at finde pungen frem, da han ifølge Transfermarkt har en markedsværdi på 260 millioner kroner.