Klokken 20.15 fløjter den georgiske dommer G. Kruashvil op for opgøret mellem NS Mura og AGF.

Et opgør der afvikles på Mestni Stadion Fazanenrija i Slovenien, og hvor AGF af eksperter og bookmakere er blevet gjort til smalle favoritter.

Torsdag eftermiddag arrangerede hjemmeholdet et improviseret pressemøde ude foran stadionet hvor det hele går løs, og her besvarede de spørgsmål om aftenens opgør til de fremmødte journalister.

Ifølge de slovenske medier, så er der ingen tvivl om, at hjemmeholdet har stor tiltro til, at de kan drille favoritterne fra Aarhus.

Cheftræner Ante Simundza fortalte indledningsvist på pressemødet, at de har høje forventninger til opgøret, hvor de i løbet af den seneste tid har analyseret AGFs spil.

“Vores forventninger er meget høje. Vi er opmærksomme på vigtigheden og sværhedsgraden af kampen. Vi har analyseret vores modstander, og vi kender deres kvaliteter og deres svagheder,” lyder det fra cheftræneren ifølge mediet Vestnik.si, inden han fortsatte:

“Vi skal spille kampen til vores fordel, og så tror jeg, at vi vil få succes,” fortæller Simundza.

NS Muras 26-årige venstre back, Klemen Sturm var dernæst til at føre ordet, og han fortalte, at de forventer en meget hård kamp.

“Jeg tror, at vi har en meget hård kamp i vente. Vi ved, at Aarhus har nogle fysisk stærke individualister, så vi vil prøve at tilpasse os dette, så vi kan få en fordel,” fortæller venstrebacken.

Vi ved hvordan bolden hopper

Efter de indledende taler fra cheftræneren, anfører Alen Kozar samt venstrebacken Klemen Sturm, var det tid til at journalisterne kunne stille spørgsmål.

Cheftræneren blev blandt andet spurgt ind til, om de ville have en fordel i at spille på hjemmebane, selvom der ikke er nogle tilskuere.

“Det er klart en fordel. Vi kender banen, og det gør de ikke. Vi ved hvordan bolden hopper,” lød det fra cheftræneren, der heller ikke ville afsløre, om slovenerne vil stille med tre eller fire spillere i bagkæden.

Hvad angår favoritværdigheden i morgen, så mener venstrebacken Klemen Sturm, at den tilfalder AGF.

“Det er klart det danske hold, men vi vil gøre alt i vores magt for at ændre på det.” lyder det slutteligt.

Ifølge det slovenske medie så blev AGFs pressemøde aflyst.

Derudover kunne de også oplyse, at der ikke var nogen positive coronaprøver blandt de slovenske hold, og dermed vil virussen ikke påvirke kampen i aften.