Harry Kane er havnet i modvind, efter han angiveligt er udeblevet fra træning i Tottenham i denne uge. Det skulle tilmed have resulteret i, at den engelske angriber har fået bøder af klubben, fordi han ikke dukkede op til træning.

LÆS OGSÅ: Messis PSG-kontrakt afsløret: Ny lønkonge

Hidtil er det ikke meget, man har hørt til Harry Kane, men fredag aften besluttede han sig for at bryde tavsheden om sit fravær. Her gjorde han det klart, at det ikke handler om, at han har nægtet at træne i klubben.

“Det er næsten 10 år siden, at jeg fik min Spurs-debut. Hvert eneste år har I – fansene – vist mig fuldkommen støtte og kærlighed,” skriver Kane i et opslag, som han har delt på Twitter.

“Derfor gør det ondt at læse nogle af de kommentarer, der er kommet denne uge, som stiller spørgsmål ved min professionalisme.”

“Jeg vil ikke gå ind i detaljer om situationen, men jeg vil tydeliggøre, at jeg aldrig vil eller har nægtet at træne. Jeg kommer tilbage til klubben i morgen (lørdag, red.) som planlagt.”

“Jeg ville aldrig gøre noget for at sætte det forhold, jeg har med fansene, på spil. De har givet mig konstant støtte i min tid i klubben. Det har hele tiden været tilfældet, og det er det også i dag.”

Fredag blev det også bekræftet af Pep Guardiola, at det er et ønske i Manchester City at hente Harry Kane. Han sagde dog også, at Tottenham ikke har vist interesse i at forhandle om prisen.

LÆS OGSÅ: Guardiola bekræfter: Vi vil hente Kane

Derfor tyder det også på, at det ikke bliver til et skifte for Harry Kane denne sommer, der derimod må blive i Tottenham. Angiveligt er det ikke noget, der går i god jord hos englænderen, der gerne vil skifte klub i sin jagt på sølvtøj.