De seneste dage har flere kilder tæt på FC Barcelona berettet om, at en kontraktforlængelse med Ansu Fati nærmede sig.

Nu er det blevet officielt, og den unge stjerne har forlænget sin kontrakt frem til 2027. Det bekræfter den catalanske klub på deres officielle hjemmeside og Twitter.

LÆS OGSÅ: Stjerne nægtede at overtage Messis nummer i Barcelona

Onsdag aften sikrede FC Barcelona sig en tiltrængt sejr, da de vandt 1-0 over Dynamo Kiev i Champions League. Det sikrede, at de fortsat har en chance for yderligere avancement i den prestigefyldte turnering.

Senere på aftenen var der igen gode nyheder for den catalanske klub. Har meldte Barcelona nemlig ud, at Ansu Fati havde sat sin underskrift på en ny kontrakt, der binder ham til klubben de næste fem og et halvt år.

For nylig forlængede klubben også med Pedri, hvor de overraskede med, at hans kontrakt havde fået en frikøbsklausul på knap 7,5 milliarder kroner. Nu oplyser klubben, at det samme gør sig gældende for Fatis nye kontrakt.

Jorge Mendes, der er agent for Ansu Fati, har angiveligt tilbudt den unge spiller til flere andre klubber, selvom spilleren selv aldrig har givet udtryk for andet, end at han ønskede at blive på Camp Nou. Blandt andet har der været forlydender om, at han blev tilbudt til Manchester City.

LÆS OGSÅ: Barcelona ser Real Sociedad-angriber som alternativ til Haaland

Ansu Fati er kun 18 år gammel, men har allerede spillet 48 kampe for Barcelonas førstehold. I disse kampe har han endda bidraget med 15 mål og seks oplæg.