Den danske FC Barcelona-spiller Martin Braithwaite skal i aften i aktion, når Danmark brager sammen med Tjekkiet i kvartfinalen i EM.

LÆS OGSÅ: Coutinho tilbudt til storklub

Han har vist en flot form under dette års EM, hvor han også har bidraget med et enkelt mål. På flere tidspunkter i den nyligt overståede sæson har han også imponeret på klubniveau.

Det er dog ikke alle, der mener, at han får den kredit, han fortjener at få. Én af dem, der mener, at han fortjener mere ros, er hans onkel Philip Michael. Han mener nemlig, at hans nevø har potentiale til at vinde Ballon d’Or.

“Jeg tror, han kan vinde Ballon d’Or. Det er jeg ikke bleg for at sige. Jeg tror, at han kan hapse den inden for 24 måneder,” siger Philip Michael i et interview med B.T.

Han mener, at det er op til Braithwaite selv at bevise, hvad han er i stand til ved dette EM, hvilket han ifølge Philip Michael er godt i gang med. Han fortæller, at han er overbevist om, at han kan vinde en Ballon d’Or, hvis han spiller et godt VM næste år.

Derudover fortæller han, at han ser Martin Braithwaite som ‘en af de mest talentfulde danske spillere gennem de sidste 25 år’ og ‘en af de mest komplette offensive spillere i verden’.

“Top-fem. Ingen tvivl. Det er ikke noget, jeg bare siger. Du kan spørge Barcelona-spillerne. De kalder ham ‘maskinen’, ‘oksen’ og den slags ting. Derfor var jeg også så glad for, at han scorede,” fortæller Braithwaites onkel til B.T, som opfølgning på førnævnte postulater.

LÆS OGSÅ: Barca-legender skal spille El Clásico

I 2020/21-sæsonen blev det til 42 optrædener for Braithwaite for Barcelona. I disse kampe bidrog han med 7 mål og 4 oplæg. Der er dog ikke tale om 42 fulde kampe, da han i alt spillede 1.716 minutter for Barcelona i sidste sæson ifølge Transfermarkt.