Den tidligere Arsenal-legende og nuværende fodboldkommentator mener ikke, at Harry Kane kunne være sin indsats bekendt i Spurs´ kamp mod Chelsea. 

Paul Merson mener, at Tottenham Hotspurs og i særdeleshed Harry Kane, så for tamme ud i midtugens kamp på Stamford Bridge, som de tabte med 2-0. En kamp, som formentlig gjorde en ende på London-klubbens muligheder for at vinde det engelske mesterskab i denne sæson. 

”Tottenham var virkelig ringe i onsdags. Hvis man lige var kommet til England og taget på stadion for at se Chelsea – Tottenham, fordi man gerne vil se Harry Kane spille, da han skulle være en af verdens bedste, ville man ikke tro det. Jeg har set folk spille dårlige kampe, men han gjorde intet i hele kampen. Intet. Jeg var chokeret. Jeg ved ikke, om han stadig er skadet eller hvad,” skrev Merson i sin seneste klumme hos SkySports, som han skrev som optakt til weekendens lokalderby mellem Spurs og Arsenal på White Hart Lane, som Goal kan fortælle.

”Jeg synes ikke, at Tottenham spiller godt i øjeblikket, og Arsenal har ikke et pres på sig til denne kamp. Hvis Tottenham taber, skal de til at kæmpe om top-4-placering i resten af sæsonen.”

Arsenal har i øjeblikket fire point op til lokalrivalerne i Premier League, ligesom både Manchester United og Chelsea er kommet tilbage på sporet.

I sidste sæson endte Tottenham på en tredjeplads i ligaen og har indtil for en måneds tid siden stadig været en del af mesterskabskampen, dog for det meste af tiden med en god håndfuld point op til City og Liverpool. 

Tottenham Hotspurs er blevet engelske mestre to gange i klubbens historie. I 1951 og 1961. Siden Premier Leagues indførelse i 1992 er klubbens bedste placering en andenplads, som klubben opnåede i 2017.