Pep Guardiola er fortsat medlem af FC Barcelona og følger sin tidligere klub tæt. For få dage siden kommenterede han på det netop overståede præsidentvalg i klubben. I denne forbindelse ønskede han Joan Laporta et stort tillykke med sejren, hvorefter han sendte ham sine bedste ønsker.

LÆS OGSÅ: Barcelonas kedelige statistik: Skal de til at øve straffespark?

Det er tydeligt, at Guardiola bærer FC Barcelona i sit hjerte. Og ikke nok med, at han er medlem af klubben, hvilket han har været det meste af sit liv, har hans familie gennem generationer haft sæsonkort til Camp Nou.

Forleden holdt han et pressemøde i Manchester, hvor han kommenterede valget af Laporta:

“Det var en dejlig dag. Alle tre kandidater havde deres muligheder og gjorde et godt stykke arbejde. Jeg vil selvfølgelig ønske Laporta tillykke med at blive valgt. Der var ingen tvivl, for han vandt stort,” lød det fra Pep Guardiola, som han fulgte op med:

“Jeg er sikker på, at han med sin personlighed vil skabe en god stemning og masser af optimisme i klubben og i landet (Catalonien, red.). Jeg ønsker ham alt det bedste for denne sæson og for den næste.”

LÆS OGSÅ: Messi skifter til denne klub i 2023

Det var ikke muligt for Guardiola selv at stemme ved dette valg, da corona forhindrede ham i at rejse til Barcelona for at stemme. Medlemmer bosiddende i udlandet fik nemlig ikke mulighed for at brevstemme.