Barcelona-veteranen Gerard Piqué har chokeret med en historie om, at han har været anholdt for spirituskørsel.

Til trods for, at de fleste kender Gerard Piqué som Barcelona-spiller, har han faktisk ikke være i den catalanske klub i hele sin karriere. Han har nemlig også været en tur forbi Manchester United.

Og nu har den spanske forsvarer delt en historie, der faktisk kunne have sat en stopper for hans karriere allerede i Manchester United-tiden.

I podcasten The Wild Project fortæller Piqué nemlig en historie om, at han tilbage i 2008 blev stoppet af politiet og anholdt, da han var mistænkt for at have kørt spirituskørsel.

“Jeg havde drukket, og så kørte jeg over for et rødt lys, så politiet standsede mig,” indleder han sin historie i podcasten.

Han afslører også, at han skulle blæse i et alkometer, og at han blev lagt i håndjern, for derefter at blive placeret bag i politibilen.

På dette tidspunkt gik alvoren op for Piqué, der siger, at han pludselig blev ‘ædru’. Det fik ham til at tænke mere klart, og han kom i tanke om et ‘trick’, som han havde hørt, og det valgte han at benytte sig.

“Jeg tog mønter i munden og begyndte at sutte på dem. Det var vildt ulækkert. Prøv at forestille dig at gøre det i dag med corona,” siger han.

Angiveligt skulle det at sutte på mønterne manipulere med alkotesten, så den ikke slår ud. Ganske vist er det aldrig blevet bevist, at det virker, men Piqué havde dog heldet med sig, for politiet lod ham køre videre.

author avatar
Nicolai Busekist