Tottenhams manager mener ikke, at hans hold havde den rette energi i begyndelsen af semifinalen i Champions League mod Ajax, der endte med en 1-0-sejr til udeholdet. 

Ajax var kraftigt dominerende i første halvleg og kunne have scoret meget mere end det ene mål, som Donny van de Beek scorede efter 15 minutter. Udeholdet spillede sig hurtigt igennem Tottenhams defensiv i små rum og med mange pasninger, som gjorde ondt på Londonklubben. 

Hjemmeholdet stillede op med en treback-kæde på grund af skader og en fysisk overbelastet trup, og efter kampen tog Mauricio Pochettino skylden for de dispositioner, der kan have ført til det dårlige resultat. 

”Når jeg ser på det nu, må jeg acceptere, at det var en fejl at stille op, som vi gjorde. Men vi havde ikke mange muligheder,” sagde argentineren til BT Sport. 

”Jeg er ikke tilfreds, men man kan ikke vide, hvordan det var endt, hvis vi havde spillet på en anden måde. Men vi manglede energi og var en smule sløsede. Det var ikke formationen, der kostede os målet. Vores tilgang til kampen var ikke god. Jeg er manageren, så jeg har ansvaret,” konstaterede han. 

Tottenham kom bedre med i kampen, da Moussa Sissokho blev skiftet ind i stedet for Jan Verthongen, der måtte gå fra banen med hjernerystelse eller i hvert fald symptomer på det. 

”Efter en halv time, kom vi ind i kampen. Sissoko bidrog med god energi. I anden halvleg pressede vi på for at skabe chancer. Det var en lige kamp i anden halvleg. Vi er stadig i live. Vi er kun nede 1-0. Vi må tro på, at vi kan tage derovre og vinde kampen,” sagde Pochettino. 

Ajax og Tottenham spiller returopgør i semifinalen i Champions League den 8 maj på Johan Cruyff Arena i Amsterdam.