I lang tid har der været spekulationer om, hvad Paul Pogbas fremtid kommer til at byde på. Nu ser det ud til, at hans fremtid ikke er på Old Trafford.

Derimod er der udsigt til, at den franske midtbanespiller forlader De Røde Djævle til sommer. Angiveligt skulle han være nået til enighed med PSG om et sommerskifte.

Mediet Todofichajes skriver, at Pogba forlader United på en fri transfer til sommer. Ligeledes lyder det, at han er nået til enighed med den franske klub om en fireårig kontrakt.

Han har flere gange været kædet sammen med PSG, men hidtil er rygterne ikke blevet realiseret. Nu virker det dog til, at han føler, at det er tid til at vende hjem til Frankrig.

PSG skulle være meget ivrige efter at sikre hans underskrift på en kontrakt, da de mener, at han kan veje en smule op for, at Kylian Mbappé sandsynligvis forlader den franske klub til sommer.

I og med, at hans kontrakt med De Røde Djævle udløber denne sommer, skal PSG ikke have penge op af lommen for at hente ham. Det kan Pogba naturligvis bruge til sin fordel i forhandlingerne om løn og ansættelsesbonus.

Manchester United skulle også have givet Pogba flere tilbud om kontraktforlængelse, men disse skulle være blevet afvist, da han angiveligt ikke ønsker at blive i den engelske klub.