Camilla åbner op og deler ærlige ord i kølvandet på en lang og flot karriere.
Camilla Martin har bidt sig fast på alles læber med hendes engagement, professionalisme og karismatiske tilgang, der har gjort hende til en af dansk fjernsyns mest elskede personligheder.
Og når hun gang på gang har gjort god figur med hendes unikke indsigt og passion til seerne, så er hun ikke blevet hyldet nok.
For der kan ikke være to meninger om, at den evigt populære Camilla Martin uden tvivl er en succesfuld vært på TV 2.
Og selvom Camilla Martins badmintonkarriere endegyldigt sang på sidste vers tilbage i 2004, så er det overraskende nok ikke kun badminton hun dækker.
Hun har nemlig stået i spidsen som vært, når TV 2 har blændet op for diverse fodboldkampe.
Og her har der ikke været en finger at sætte på præstationerne.
I dag lægger hun heller ikke skjul på, at der ikke var mere i posen, hvad angår hendes badminton karriere.
Det fortæller hun i et hudløst ærligt interview med B.T., hvor hun benytter lejligheden til og understrege sort på hvidt, at det var på tide at prøve noget nyt:
“Jeg orkede ikke mere, jeg kunne ikke mere. Jeg havde ikke mere at byde ind med. Jeg synes, jeg havde fortalt min historie sindssygt mange gange, været med i tv-programmer og en hel masse. Jeg havde virkelig brug for fred for ‘Camilla Martin-navnet’. Jeg havde egentlig brug for bare at gå hjem og lukke min dør og ikke skulle præstere mere. Men ikke med en ‘hold kæft et vanvittigt liv, jeg er helt flad og psykisk nede’. For det var et sindssygt fedt kapitel af mit liv”, løfter Camilla Martin sløret for og fortsætter:
“Så jeg har jo heller ikke siddet længe og ikke haft noget. Kunne udfaldet af det være blevet noget andet og en følelse af ‘Fuck, hvad skete der’? Det kunne det sikkert godt, hvis det hele ikke var sket i almindeligt flow fra det ene til det andet. Jeg fik superfede kollegaer på radioen, der overtog fællesskabet og hyggen, så TV3 og gode kollegaer, og nu er jeg på TV 2, hvor der også er rigtig gode kollegaer. Så jeg har hele tiden haft og fået en erstatning for det liv, jeg havde dengang. Det var en naturlig overgang. Jeg har ikke været et sted, hvor: ‘Oh shit, ingen ringer mere’. Det har jeg ikke på noget tidspunkt tænkt”.
