Ousmane Dembélé har endnu intet meldt ud om sin fremtid, hvorfor det ikke vides, om han har planer om at forlade FC Barcelona.
I lang tid har der været stor tvivl om, hvad fremtiden har at byde på for Ousmane Dembélé, hvis kontrakt med FC Barcelona løber frem til den 30. juni.
LÆS OGSÅ: Medie: Barcelona har aftale med Frenkie de Jong-afløser
Det betyder, at han inden længe kan forlade den spanske klub på en fri transfer. Om han har planer om at gøre dette, vides dog endnu ikke.
Flere medier har meldt, at hans agent befinder sig i Barcelona, hvor han forhandler med den spanske klub. Der er dog langt fra enighed mellem parterne.
Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at den franske kantspiller ender med at forlade klubben, selvom Xavi har et ønske om at beholde ham.
Nu lyder det, at en ny klub har meldt sig på banen, da han ifølge franske L’Equipe har fået et konkret tilbud fra Premier League-giganterne Chelsea.
Angiveligt skulle Thomas Tuchel have et godt øje til ham, selvom der har været tvivl om hans skadesproblemer, som har plaget ham en del i løbet af de seneste år.
LÆS OGSÅ: Afsløret: Her er Barcelonas seneste tilbud til Dembélé
Til trods for, at det er noget, der har gjort, at de i Chelsea har tvivlet på ham, har de nu valgt at give ham et konkret tilbud.