Dembélé har endnu ikke forlænget med Barcelona, og nu er Premier League-klubben Newcastle angiveligt klar med et lukrativt tilbud.

Efter sigende har Newcastle udarbejdet et kontrakttilbud til nuværende Barcelona-spiller Ousmane Dembélé.

LÆS OGSÅ: Blev bakket op af Koeman: Nu vil Barca af med ham

Franskmandens nuværende kontrakt med den catalanske klub udløber til sommer. Det har resulteret i, at der er blevet sået tvivl om, hvorvidt han har en fremtid på Camp Nou.

I løbet af de seneste måneder er Dembélé, trods sin nuværende skade, blevet kædet sammen med flere andre klubber. Derfor er det endnu ikke udelukket, at han beslutter sig for at søge nye græsgange til sommer.

Ifølge den spanske avis Sport har Newcastle udarbejdet et kontrakttilbud til den franske kantspiller, der sikrer ham en ugeløn på hele 240.000 pund. Det er svarende til 2,1 millioner kroner om ugen.

Derudover skulle Premier League-klubben, der for nylig blev overtaget af den velhavende Saudi Public Investment Fund, også være klar til at betale ham en stor tiltrædelsesbonus, hvis han skifter på en fri transfer til sommer.

Newcastle er dog ikke alene om at vise interesse for den 24-årige spiller. Faktisk er der også flere andre klubber i Premier League, der holder et nøje øje med ham, hvilket omfatter både Manchester United og Liverpool.

I Barcelona er man begyndt at miste tålmodigheden med den franske stjerne, hvorfor man har besluttet at give ham en deadline for, hvornår han skal have besluttet sig for, om hans fremtid ligger i den catalanske klub.

LÆS OGSÅ: Medie: Xavi prioriterer at hente disse to spillere

Dembélé blev hentet i Borussia Dortmund i 2017, hvor den spanske klub betalte i omegnen af 120 millioner pund for ham. Siden da har han spillet 118 kampe for Barcelona, hvori han har bidraget med 30 mål og 21 oplæg.

author avatar
Nicolai Busekist