Der er tvivl om Manchester United-angriber Marcus Rashfords fremtid, da han har svært ved at finde formen i denne sæson.

Til sommer tager nuværende Ajax-træner Erik ten Hag over efter Ralf Rangnick i Manchester United. I denne forbindelse er der en forventning om, at han vil give truppen en overhaling.

Det betyder naturligvis, at der er flere spillere, der forventes at forlade klubben. En af de spillere, der har været sået tvivl om, er den 24-årige Marcus Rashford.

Han har kun fået 12 kampe i Premier League fra start i denne sæson, og hans nuværende kontrakt med United løber frem til sommeren 2023. Derfor skal de forlænge eller sælge ham til sommer, hvis de ikke vil risikere at miste ham gratis næste år.

Såfremt det ender med, at de vil sælge ham, skulle Arsenal være klar til at give ham et nyt sted at spille fodbold. Det skriver mediet Football Insider.

Football Insider skriver også, at Arsenal angiveligt har afsat et beløb på 45 millioner pund (398 millioner kroner) til en ny angriber, og at Marcus Rashford skulle være øverst på deres ønskeliste.

Det er dog svært at forestille sig, at Manchester United er villige til at sælge ham til denne pris, da han ifølge Transfermarkt er værdisat til 70 millioner euro, hvilket er svarende til 520 millioner kroner.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at et sommersalg af Rashford er udelukket. Det forventes dog, at det bliver Erik ten Hag, der skal træffe den endelige beslutning i denne forbindelse.