Chelsea er på jagt efter forstærkninger til offensiven til sommer. I denne sammenhæng er de blevet informeret om, at de kan købe Romelu Lukaku til sommer. Det kræver dog, at de er villige til at betale Inters pris.

LÆS OGSÅ: Real Madrid-stjerne udelukket fra truppen efter skænderi med Zinedine Zidane

Den belgiske stjerne har vist en fremragende form for Inter i denne sæson. Det slog han fast, da han onsdag kunne score denne sæsons 28. mål i deres 3-1-sejr over Roma.

22 af hans mål er blevet scoret i Serie A. Derfor har han også spillet en stor rolle i, at klubben har fået den første Scudetto-triumf i 11 år. Det ændrer dog ikke på, at den italienske klub står i en meget svær finansiel situation.

Inter kan blive nødt til at sælge en eller to store spillere i det kommende transfervindue. Derudover er der også flere af deres løntunge spillere, der har fået besked på at gå ned i løn i den kommende sæson.

Ifølge mediet Corriere dello Sport er Lukaku en af de spillere, der kan ende med at få sig et nyt hjem til sommer. Det er dog ikke alle klubber, der kan være med i kampen, da Inter kræver 120 millioner for ham, hvilket svarer til ca. 890 millioner kroner.

Chelsea er en af de klubber, der er blevet nævnt som en potentiel destination. Det vil betyde, at Lukaku kan vende tilbage til sin tidligere klub, hvor han dog kun nåede at have 15 optrædener. Størstedelen af hans tid som Chelsea-ejet spiller var han nemlig udlejet.

LÆS OGSÅ: Antonio Valencia indstiller karrieren: Sender takkebrev til United-fans

Derudover er Manchester City også blevet nævnt som en klub, der potentielt kunne være interesserede i Lukaku. Det står dog i kontrast til træner Pep Guardiolas tidligere udtalelse om, at de ikke kommer til at foretage store indkøb til sommer.